header-om.jpg

Danmark har fået sit første Svanemærkede kursus- og konferencested

Vilvorde Kursuscenter er det første kursus- og konferencested i Danmark, der får Nordens officielle miljømærke Svanen. Vilvorde har haft grøn profil i 35 år.

Nu kan et dansk kursus- og konferencested for første gang flage med Nordens officielle miljømærke Svanen. Vilvorde Kursuscenter, nord for København, lever nemlig op til Svanemærkets skrappe krav til at reducere mængden af affald, sænke forbruget af energi, kemikalier og vand. Det vækker glæde hos direktøren, Ida Jørgensen:

”Det betyder meget for os at få Svanemærket. Alt det, Svanen står for, er en naturlig del af Vilvordes dna. I mere end 35 år har vi haft fokus på bæredygtighed og på at minimere vores aftryk på miljøet. Så vi er stolte af, at vi nu har fået dokumentation på, at vi lever op til de strengeste miljøkrav i verden.”

Vilvorde Kursuscenter har aldrig brugt sprøjtemidler i konferencestedets park. Der er heller aldrig brugt rengøringsmidler med parfume. Der har altid været fokus på affaldssortering. I restauranten er råvarerne udvalgt med omhu med skarpt fokus på økologi, dyrevelfærd og fairtrade. Med Svanen er alt nu skrevet ned, så faste rutiner sikrer, at Vilvorde Kursuscenter hele tiden overholder Svanens skrappe miljøkrav.

Stigende interesse for grøn profil

Svanemærket er kursus- og konferencekundernes garanti for et miljørigtig valg, da kravene regelmæssigt skærpes for at sikre en bæredygtig udvikling. På Vilvorde Kursuscenter oplever Ida Jørgensen, at netop efterspørgslen på den grønne profil er stigende.

”Vi møder allerede nu kravet fra de større virksomheder, som vægter bæredygtighed højt i deres værdigrundlag. Det, tror vi, kun vil vokse fremover, og det er vi naturligvis glade for,” siger hun.

Miljømærkning Danmark, der står for certificeringen, ønsker Vilvorde Kursuscenter tillykke med at være Danmarks første svanemærkede kursus- og konferencecenter:

”Vi er utrolig glade for, at Vilvorde Kursuscenter går foran. De fleste virksomheder har i dag miljømål, der omfatter indkøb af både produkter og serviceydelser. Derfor er det glædeligt, at virksomheder med fokus på miljø og bæredygtighed nu kan vælge et svanemærket kursuscenter og samtidig bidrage positivt til miljørapporten, idet tredjepartskontrol har sikret, at Vilvorde Kursuscenter lever op til skrappe krav” siger direktør i Miljømærkning Danmark, Martin Fabiansen.

Følg os på facebook Følg os på facebook

Vilvorde Kursuscenter • Vilvordevej 70 • 2920 Charlottenlund • Telefon: 39637400 • Telefax: 39637883 • vilvorde@dsr.dk


The Green Key DONG Klimapartner  Smiley Hjertestarter Danske Konferencecentre Dans Sygepleje Råd